Login / opret bruger .png)
Hvis der skal være en ridesport i fremtiden, skal vi lykkes med skabe nødvendige forandringer, så vi bl.a. får en ny og tidssvarende tilgang til hestevelfærd. Vi skal skabe sammenhæng mellem de klubber, som er DRF’s bærende rygrad, og den centrale administration, som er nødvendig for, at vi kan agere professionelt og skabe gode rammer for både bredde og elite. Og meget andet.
Det er det, jeg brænder for at arbejde med som formand for DRF.
Til min store ærgrelse har vi lige fra begyndelsen kæmpet med interne udfordringer i DRF’s nye bestyrelse, og det har blokeret for, at vi kan komme i gang med at løse de vigtige opgaver. Fire bestyrelsesmedlemmer har valgt at anlægge en konfrontatorisk linje nærmest fra dag 1, og vi står nu i den situation, at et flertal i bestyrelsen bestående af Charlotte Kjærgaard, Linnea Ericsson-Carey, Henrik Jørgensen og Nathalie Zu Sayn Wittgenstein for anden gang i vores korte arbejdsperiode har udtrykt mistillid til mig som DRF’s formand og opfordret mig til at trække mig fra posten.
DRF’s øvrige bestyrelse bestående af Ditte Bach Sørensen, Thomas Vogt Hansen og de to suppleanter Bo Gejl og Jakob Leth har fortsat tillid til mig som DRF’s formand og bakker op om mit fortsatte hverv. Selv har jeg meget stor respekt for det mandat, jeg er blevet givet af DRF’s repræsentantskab, og jeg er dybt overrasket og bekymret over, at man som medlemmer i en ny bestyrelse ikke har givet den nødvendige tid og arbejdsro til at finde ind i samarbejdet, men allerede efter 38 dage første gang har valgt at udtrykke mistillid til DRF’s ledelse og dermed til formandsposten. Derfor ser jeg det ikke som den rigtige løsning for DRF, at jeg bare trækker mig uden videre. Men der er ingen tvivl om, at vi lige nu står med en splittet bestyrelse, som ikke er i stand til at træffe vigtige strategiske beslutninger. Derfor har vi brug for at få afklaret vores fremtidige organisering.
Vi har set os nødsaget til at tage den udtrykte mistillid op som punkt på vores bestyrelsesmøde fredag den 20. september. Her har vi drøftet et forslag om at indkalde til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde om formandsposten. Det er reelt den eneste vej frem, hvis vi skal have en afklaring på den fastlåste og dysfunktionelle tilstand, som bestyrelsen befinder sig i.
Trods den kritik, der er fremsat, fik forslaget dog overraskende nok ikke opbakning fra de fire nævnte bestyrelsesmedlemmer.
Nu er resultatet af den konfrontatoriske stil og den manglende vilje til at tage konsekvenserne af den fremsatte kritik, at hele Dansk Ride Forbund og ridesporten bliver taget som gidsel i en fuldstændig uholdbar situation, som stopper fremdriften i bestyrelsens vigtige arbejde. Det taber vi alle sammen på.
Uenighed om arbejdsfordelingen
Vi har bl.a. haft en grundlæggende udfordring i, at de fire medlemmer har en meget anden opfattelse end andre af, hvad der er bestyrelsens kerneopgave. Efter min erfaring fra mange års bestyrelsesarbejde skal en bestyrelse som DRF’s sætte den overordnede retning for organisationens arbejde, dvs. forholde sig til bl.a. den strategiske retning, de overordnede økonomiske rammer og principielle beslutninger.
Derudover ligger der en lang række andre kerneopgaver i organisationen, som skal løses af bl.a. medarbejderne og ledelsen i administrationen samt forbundets udvalg. Arbejdsdelingen er vigtig, fordi bestyrelsen af hensyn til medlemmernes retssikkerhed ikke både skal lovgive (dvs. opstille overordnede regler og principielle retningslinjer) og dømme (dvs. vurdere helt konkrete sager).
Der er dog flere medlemmer af den nye bestyrelse, som har et meget stort ønske om, at bestyrelsen også skal gå ind og sagsbehandle og tage stilling til specifikke emner, som ellers hører hjemme andre steder. Det har jeg udfordret, fordi jeg synes, det er vigtigt, at bestyrelsen arbejder ud fra det, som er vores mandat ifølge forretningsordenen.
Skjulte personlige agendaer
Det har især overrasket mig meget at opleve, at nogle af vores nye bestyrelsesmedlemmer kommer med meget stærke personlige og personrettede agendaer, som præger deres arbejde i bestyrelsen gennemgribende.
Jeg har for eksempel erfaret, at nogle af vores nye bestyrelsesmedlemmer har et meget direkte ønske om at afsætte DRF’s direktør og gå op mod andre ryttere eller nogle af de personer, der var involveret i beslutningen om at ændre landstræner-setuppet i dressuren for nogle år siden.
Der er for eksempel et bestyrelsesmedlem, som har involveret en ekstern rådgiver, der aktivt forsøger at finde belastende materiale om bestemte eliteryttere. Det betyder i sidste ende, at vigtige principielle diskussioner om DRF’s fremtidige retning bliver farvet af personsager og det, der ligner gammelt nag.
Det ser jeg ikke som en acceptabel og ordentlig adfærd i en bestyrelse. Vi har et ansvar som ledelse, både for alle vores medlemmer og som arbejdsgiver for vores administration. Derfor har jeg igen og igen udfordret de personrettede agendaer, når de er kommet op i bestyrelseslokalet.
Brud på god bestyrelsesskik
Jeg har gennem årene siddet i mange bestyrelser for både virksomheder, arbejdsmarkeds-organisationer, kulturinstitutioner m.m. Men jeg har desværre aldrig set så grove brud på god bestyrelsesskik som i DRF’s bestyrelse. Her har jeg for første gang i mit arbejdsliv været vidne til:
- At et nyt bestyrelsesmedlem nægter at deltage i en introduktion til bestyrelsesarbejdet med formanden og direktøren
- At et bestyrelsesmedlem deler fortrolige interne dokumenter med tredjepart uden direkte relation til DRF
- At en del af vores fortrolige bestyrelsesmateriale, herunder e-mails, havner hos bl.a. Ekstra-Bladet
- At enkelte bestyrelsesmedlemmer går udenom den aftalte talsmandsstruktur og udtaler sig anonymt direkte til pressen, så det fremstår som om, DRF er splittet på centrale holdninger.
Det siger næsten sig selv, at det er voldsomt undergravende for bestyrelsens arbejde, når vi ikke har mulighed for at drøfte vigtige og fortrolige sager internt, uden af det bliver delt med pressen eller parter, som ikke har relation til DRF.
Min tilgang som formand er, at alle bestyrelsesmedlemmer skal inddrages i en demokratisk dialog og have mulighed for at tale, når vi er bag en lukket dør. Der skal også være plads til at have vidt forskellige holdninger til tingene og være uenige, mens vi afsøger og diskturer de rigtige løsninger – så længe vi ikke går ud over det, som er bestyrelsens ansvarsområde. Men det er samtidig helt afgørende for forbundets sammenhængskraft, især i en kritisk tid som nu, at der er en loyalitet fra alle i bestyrelsen, når vi går ud fra bestyrelseslokalet og møder vores omverden. Ellers fremstår vi uprofessionelle og vaklende.
Hestevelfærden er afgørende
Selvom bestyrelsessagen ikke direkte handler om hestevelfærd, vil jeg gerne lige sætte et par ord på det punkt, som I alle sammen ved udfordrer ridesporten allermest og skaber flest diskussioner lige nu, både blandt vores medlemmer og i offentligheden.
Vi må bare lægge os fladt ned og erkende, at vi nogle steder har et problem med en kultur, som går langt tilbage, og som ikke er tidssvarende. Langt, langt størstedelen af vores medlemmer har heldigvis et godt og respektfuldt forhold til deres dyr, men de sager, der har været fremme i medierne, er nogle grelle eksempler på adfærd, vi ikke kan leve med. Hele vores omverden – lige fra politikere til dyrevelfærdsorganisationer – har med god grund blikket rettet mod os nu, og der er et akut behov for, at vi får fundet nogle varige løsninger.
Vi har allerede sat arbejdet i gang, og for mig personligt er det en af de allervigtigste sager på bestyrelsens bord. De konkrete sager, der kommer frem, behandles sideløbende af vores disciplinærudvalg og appeludvalg ud fra de gældende retningslinjer.
Nogle af jer vil synes, at DRF gør for lidt og for langsomt – andre, at vi gør for meget for hurtigt.
Min holdning er, at vi skal skynde os langsomt. Det skal helt op i toppen af vores agenda som forbund. Men vi skal vurdere emnet ordentligt og redeligt som vi har tradition for i Dansk Ride Forbund. Jeg tror, at vi må erkende, at vi ikke har alle svarene på forhånd. Derfor skal vi have en objektiv debat, hvor der er plads til flere synspunkter, og hvor vi uden at handle i affekt inddrager alle de relevante faglige kompetencer. Og samtidig skal vi også forsøge at løse det i regi af et internationalt samarbejde, for Danmark er i ridesportssammenhæng et lille land, som ikke kan stå alene.
Jeg håber på, at I vil have tillid og tålmodighed til at lade os finde holdbare og langsigtede løsninger.
Bestyrelsens fremtid og min rolle
Jeg er valgt direkte af repræsentantskabet til rollen som formand, og det er en tillid, som jeg har i sinde at fastholde. Så hvis jeg skal gå af, skal det være fordi, et flertal i repræsentantskabet ønsker det.
Siden jeg kom til som formand i foråret, har jeg oplevet en kæmpe opbakning både fra baglandet i klubberne og distrikterne, fra mange enkeltpersoner i ridemiljøet og fra vores medarbejdere og ledelse i administrationen. Rollen som formand for DRF har i lange perioder taget mere end 45 timers arbejde om ugen, men det er en indsats, jeg gerne vil lægge, fordi jeg synes, det er meningsfuldt at kæmpe for, at Dansk Ride Forbund og vores medlemmer får en tydelig stemme.
Det er dog ingen hemmelighed, at det er en enorm frustration for mig, at bestyrelsen i dag er så fastlåst, at vi nærmest ikke kan arbejde. Jeg synes, at det er tankevækkende, at flere bestyrelsesmedlemmer kan udtrykke mistillid til formandsrollen efter så kort tid, uden at samarbejdet har fået en reel chance. Det sker på det mest kritiske tidspunkt, hvor vi har så vigtige punkter på bestyrelsens bord. Jeg er især ked af, at det går ud over alle jer derude, som elsker ridesport, som gør en enorm indsats ude i klubberne hver eneste dag, og som mindst af alt har brug for et forbund i intern splid.
Vi har mere end nogensinde brug for at skabe stabilitet oven på den uro, vi har oplevet i DRF i de seneste år. Vi har ikke brug for at blive bombet tilbage og skulle starte forfra nu. Jeg vil virkelig gerne kæmpe for ridesporten – også fremover. Vi skal skabe forandringer, som er afgørende for ridesportens fremtid, og det håber jeg på at få jeres opbakning til. Men reelt kan den fastlåste situation vi befinder os i kun løses af repræsentantskabet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Og hvis repræsentantskabet vurderer, at de ikke kan stå bag mig, så er det selvfølgelig ikke med mig i spidsen, at den kamp skal ske.
Dan Boyter, formand for Dansk Ride Forbund
September 2024
